søndag den 2. december 2012

Snitte fra Claus Meyer - opskrift

Vi har endnu ikke prøvet Claus Meyers hindbærsnitte, men det varer ikke længe... Indtil da kan du finde opskriften her!

Prøver du selv kræfter med snitten, vil vi meget gerne modtage billeder og høre din vurdering. Du kan sende billederne til: E-mail under oprettelse.

Tekst og billeder er fra Claus Meyers hjemmeside: 
Værsgo' - her får du vores opskrift på uanstændigt lækre hindbærsnitter!

Vi har opdateret den klassiske hindbærsnitte og befriet den for glasur, tivolikrymmel og hindbærmarmelade fra spand. I stedet har vi fyldt den med et generøst lag hjemmesyltede hindbær og toppet den med knasende demerara sukker med den karakteristiske, let karamelliserede smag.
På hver side af de syrligt-søde hindbær, bider du i en sprød vanillemættet dej med mandler. Snitterne bager vi med stor omsorg og i små portioner, så hold dig til. Selv ortodokse snitte-entusiaster får et saligt glimt i øjnene, når de bider i vores version af klassikeren.
Hent vores hindbærsnitter i Meyers Deli eller Meyers Bageri - eller lav dem selv - se opskriften herunder.

Dej:
375 g hvedemel
200 g stødt melis
60 g mandelmel
Kornene af ½ stang vanille
275 g smør
1 æg
Ca. 300 g rigtig god hindbærmarmelade
1 æg, pisket til at stryge med
Grov demarara rørsukker

Kom hvedemel, sukker, mandelmel og vanillekorn i en stor skål. Bland det sammen. Skær smørret i mindre stykker og gnid det med fingrene til der kommer en masse ’krummer’.

Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt, men sørg for at den er ensartet.

Del dejen i to lige store portioner. Rul hver halvdel ud til en rund skive på ca. 24 cm mellem to stykker bagepapir. ’Dejskiven’ skal være ca. 3 mm tynd. Gør det samme med den anden portion dej. Læg de to ’dejskiver’ på et fladt fad eller et fladt sted i køleskabet og lad dejen hvile i en time.

Forvarm ovnen til 190ºC.

Tag en ’dejskive’ ud og fjern det ene lag bagepapir. Før skiven over på en bageplade.
Pensl lidt pisket æg i kanten af ’dejskiven’. Fordel hindbærmarmeladen i et jævnt lag med bagsiden af en spiseske eller en paletkniv. Tag den anden ’dejskive’ ud af køleskabet og læg den over marmeladen. Tryk først let i midten, så der ikke er noget luft mellem og dernæst rundt langs kanten af ringen, så kanterne er helt tætte.

Pensl igen med æg og prik derefter det øverste lag mange gange med en gaffel. Strø med rørsukker. Sæt kagen i ovnen og lad den bage ca. 25 minutter eller indtil overfladen er gylden. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af på en rist. Skær i passende stykker.






Link: http://www.clausmeyer.dk/da/aktuelt_/hindbaersnitter.html

- Rigtig god fornøjelse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar