Irma har i bladet Krydderiet udgivet en opskrift på hindbærsnitter
Det skal du bruge:
Tørkage:
- 150 g smør
- 75 g flormelis
- 2 tsk. vaniljesukker
- 250 g hvedemel
- 1 æg
- 1 del Irmas hindbærsyltetøj
Glasur:
- 2 spsk. vand eller piskefløde
- 3 dl flormelis
- Harlekin-krymmel
Sådan gør du:
Skær smørret i mindre stykker og kom i en skål. Bland flormelis og vaniljesukker i. Rør nu melet heri og saml dejen med et æg. Når du har en rund samlet dejklump, lægger du den på et bagepapir og trykker den flad. Læg et stykke bagepapir hen over og begynd nu at rulle dejen tynd og rektangulær med en kagerulle. Dejen skal være 3 millimeter tyk. Læg nu dejen i køleskab i 30 minutter. Sæt ovnen på 180 grader.
Tag dejen ud og skær den lige over til to lige store stykker. Læg det ene stykke dej på et helt stykke bagepapir og fjern det øverste stykke papir. Smør hindbærsyltetøjet over hele dejen. Fjern nu papiret på det andet stykke dej og læg lige over syltetøjet. Prik dejen med en gaffel, så der ikke dannes bobler i den. Bag hindbærsnitterne i ca. 25 minutter. Dejen skal være fint gylden. Tag ud og afkøl helt.
Kom vand eller fløde i en skål og rør flormelis i lidt efter lidt til en glasur. Kom glasuren på hele kagen og drys med krymmel. Lad den stå i 5 minutter, før du skærer ud i ruder.
Velbekomme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar