fredag den 9. august 2013

Bag selv snitte med Irma

Irma har i bladet Krydderiet udgivet en opskrift på hindbærsnitter


Hindbærsnitter ca. 16 stykker

Det skal du bruge:

Tørkage:
  • 150 g smør
  • 75 g flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 250 g hvedemel
  • 1 æg
  • 1 del Irmas hindbærsyltetøj
Glasur:
  • 2 spsk. vand eller piskefløde
  • 3 dl flormelis
  • Harlekin-krymmel 

Sådan gør du:
Skær smørret i mindre stykker og kom i en skål. Bland flormelis og vaniljesukker i. Rør nu melet heri og saml dejen med et æg. Når du har en rund samlet dejklump, lægger du den på et bagepapir og trykker den flad. Læg et stykke bagepapir hen over og begynd nu at rulle dejen tynd og rektangulær med en kagerulle. Dejen skal være 3 millimeter tyk. Læg nu dejen i køleskab i 30 minutter. Sæt ovnen på 180 grader.

Tag dejen ud og skær den lige over til to lige store stykker. Læg det ene stykke dej på et helt stykke bagepapir og fjern det øverste stykke papir. Smør hindbærsyltetøjet over hele dejen. Fjern nu papiret på det andet stykke dej og læg lige over syltetøjet. Prik dejen med en gaffel, så der ikke dannes bobler i den. Bag hindbærsnitterne i ca. 25 minutter. Dejen skal være fint gylden. Tag ud og afkøl helt.

Kom vand eller fløde i en skål og rør flormelis i lidt efter lidt til en glasur. Kom glasuren på hele kagen og drys med krymmel. Lad den stå i 5 minutter, før du skærer ud i ruder.


Velbekomme 


torsdag den 4. juli 2013

Juli// Snitte fra Det Rene Brød - Smagstest

  
Månedens hindbærsnitte er fra bageriet Det Rene Brød

Kronprinsessegade 62 ligger et bageri som sælger økologiske speltsnitter med lyserød glasur. Jeg synes den sarte lyserøde farve er enormt tillokkende, og så passer den jo godt til sommer og solskin. Derfor blev denne speltsnitte juli måneds smagstest. Læs min vurdering her:

Vurdering**** 4 stjerner (ud af 6)

Begrundelse: Snitten smagte rigtig godt og den anvendte speltmel gjorde tørkagen dejlig sprød. Derudover indeholdte tørkagedejen synlige vaniljekorn, hvilket jeg synes, var rigtig lækkert. Syltetøjet gjorde sig ikke syndeligt bemærket, men det gjorde den lyserøde glasur derimod. Det er en meget enkelt snitte, der er god at spise i sommervarmen evt. med et glas bobler eller rosevin til. Snitten koster 13 kr. hvilket også er en af årsagerne til de 4 stjerne. Det er nemlig en rigtig god pris for en god hindbærsnitte.

Det Rene Brød har bagerier på Østerbro, Frederiksberg, Nørrebro og i centrum. Næste gang du kører forbi en af bagerierne så tillad dig selv at stoppe op for at nyde en lyserød økologisk speltsnitte.

Her kan I se billeder fra mit besøg...









Klik ind på Det Rene Brøds hjemmeside her

Adresse: Konprinsessegade 62, 1306 København K
Tlf.: 33 93 73 64

tirsdag den 18. juni 2013

Juni// Snitte fra Musik Conditoriet - Smagstest

Månedens snitte er fra Musik Conditoriet på Vesterbrogade


Hele oplevelsen med denne smagstest - fra snitten blev købt og til den blev smagt og vurderet - førte mig tilbage til mine bedsteforældres tid. Musik Conditoriet er en kombineret bager og konditor samt en café med økologiske principper og akustisk musikunderholdning.

Vurdering: ** 2 stjerner (ud af 6)

Beskrivelse: Snitten var meget traditionel, og hvis man er tilhænger af en snitte uden for mange detaljer, så er Musik-Conditoriets snitte et godt bud. Tørkagen smagte som bagerens butterdejskager, hvilket ikke rigtig lever op til mine forventninger om en tørkage. Syltetøj, glasur og topping var ganske almindelig. Dog synes jeg ikke rigtig, at jeg blev en oplevelse rigere af at smage denne snitte, selvom den smagte fint.  Snitten kostede omkring 15 kr. eller derunder. Jeg kan desværre ikke huske den nøjagtige pris.

Billeder fra conditoriet på Vesterbrogade







Klik her for at se Musik Conditoriets facebookside

Adresse: Vesterbrogade 148, 1620 København V
Tlf.: 33 31 19 35

onsdag den 12. juni 2013

Bag selv snitte med Markus Grigos


Det er blevet sommer - picnickurven og den kolde hvidvin ser atter dagens lys. I den forbindelse er det vigtigt også at fylde lidt sødt i kurven, og findes der et bedre bud end en hjemmebagt hindbærsnitte? Hvis du ligesom jeg tænker, at det gør der ikke, så skulle du prøve denne opskrift. Jeg kan garantere jer for, at I bliver et hit blandt familien og vennerne.  

Markus Grigos hindbærsnitte opskrift


 





søndag den 5. maj 2013

Maj// Snitte fra BRØD - smagstest

Månedens hindbærsnitte er fra bageriet BRØD

Denne gang gik turen forbi bageriet BRØD, som jeg også har skrevet et indlæg om på bloggen tidligere. Hasselnødde toppingen er simpelthen så spændende, at BRØD nu er blevet maj måneds snitte smagstest. Jeg kan varmt anbefale BRØD's snitte og deres mange andre lækkerier. Så næste gang du befinder dig i nærheden af Enghave Plads, skal du ikke snyde dig selv for en tur i BRØD. Læs min vurdering her:

Vurdering***** 5 stjerner (ud af 6).
Begrundelse: Gode kombinationer. Tørkagen smagte rigtig godt og var en smule "blødere" og mere sammenhængende end nogle af de andre snitter, der er blevet testet her på bloggen. Syltetøjet var lige som jeg bedst kan lide det - nemlig med hindbærkerner. Efter min smag var der lidt for meget glasur på snitten med hasselnødde toppingen var helt genial og matchede snitten rigtig godt. Snitten kostede 17 kr., hvilket jeg synes er en fornuftig pris. Hvornår er det din tur til at smage BRØD's hindbærsnitte?






Bageriet BRØD
Enghave Plads 7, 
København V
Tlf: 33228007

onsdag den 24. april 2013

Hørt om bageriet BRØD på Enghave Plads?

En økologisk hipster


De fleste der bor på Vesterbro kender Kihoskh, fordi det er et mødested for kreative og nysgerrige sjæle. Du finder alt det, som du ikke kan finde i en almindelig kiosk, og det er tilmed en oplevelse at erhverve det. Om sommeren er Kihoskh plasteret til med øldrikkende hipsters og lemonadesippende nybagte mødre med deres fine barnevogne. Kihoskh ligger på hjørnet af Sønder Boulevard og Dybbølsgade, og har eksisteret siden 1986. Sidste sommer åbnede folkene bag Kihoskh endnu en butik - denne gang et økologisk bageri ved navn BRØD. Da jeg gik forbi BRØD for nogle dage siden i det skønne vejr, spottede jeg en alternativ hindbærsnitte i deres vindue. Jeg gik helt i stå, hvilket viste sig at være til stor underholdning for bageriets kunder samt personale. Dog tog jeg mig alligevel sammen til at tage et billede af snitte, så jeg kunne dele det med jer, der læser med.

Mmmm... Nu ved jeg, hvor der venter mig en hindbærsnitte, som skal smages og vurderes. Følg med på bloggen og oplev hvordan den smagsoplevelse kommer til at blive...


Hasselnødder!!! Det må jeg prøve...

BRØD's facebook side - tjek den ud.

Adresse:
Enghave Plads 7,
København V
Tlf: +45 33228007

tirsdag den 2. april 2013

April// Snitte fra REINH van HAUEN - smagstest

Lucky number one

Nu blev det tid til endnu en smagstest i jagten på den bedste hindbærsnitte. Denne gang gik turen forbi Andersen Bakery ved Tivoli - men de havde erstattet hindbærsnitten med en kirsebærversion, der ikke fremstod så interessant. I stedet faldt valget på REINH van HAUEN ved Stor Kongensgade - hvor der var én hindbærsnitte tilbage - sikke et held.


Dagens hindbærsnitte er fra REINH van HAUEN

Vurdering****** 6 stjerner (ud af 6).

Begrundelse: Mmmmm... denne snitte er perfekt. Den er crispy og lækker og har den rette mængde syltetøj - og det var rigtig syltetøj med små hindbærkerner. Toppingen bestod af glasur i den rette mængde og små eksplosive og farverige sukkerkugler. Snitten var tilpas i størrelsen og kostede kun 15 kr., hvilket er den billigste snitte på bloggen til dato.

Se billederne fra turen forbi REINH van HAUEN
- og gør dig selv den tjeneste at køb en snitte næste gang, du går forbi en af deres bagerforretninger.

REINH van HAUEN ved Stor Kongensgade

Lækkerier i vinduet

Dagens sidste snitte...





Adresse:
Reinh. van Hauer
Stor Kongensgade 45
1264 København K
Tlf. 33931703

Hjemmeside: http://www.rvh.dk/velkommen.html